Arkiv over Ønskesedlen

Nyt fra Brawa

Hos Modellbahnecke kan man nu se årets nyhedsprospekt fra Brawa. Brawa laver en masse fine modeller i den lidt dyrere ende, men super detaljerede, herunder nogle meget smukke damplokomotiver.

Der kommer modeller af 6-akslede tankvogne, bl.a. som privatvogne fra fa. Hoechst AG. Disse vogne har jeg set billeder af i 1970”erne i Danmark, men foreløbigt kommer de som epoke III-udgaver.

De italienske “spidstagsvogne”, lukkede brune godsvogne, var i mange år et almindeligt syn over hele Europa. Nu har også Brawa kastet sig over modeller af disse (tidligere har man bl.a. kunne få lignende vogne fra Roco, Piko og Oscar).

Af nogle af de tidligere udgivne godsvognstyper kommer nye oplag, bl.a. kan nævnes 47006 DR Samms, 48501 DR Eas og 48383 DR Gags-v.

Skriv en kommentar

Piko: Årets sidste – og næste års første – nyheder

Piko har offentliggjort 2009-nyhederne på deres hjemmeside. Der statses stort på mange nyheder i G-skala, mens det er småt med egentlige formnyheder i H0.

Det forløbne år har bragt meget skriveri på diverse fora om Pikos DB Silberlinge i hobbyudgave og alligevel i korrekt skalalængde. Først blev de præsenteret som nyhed, så ville man ikke producere dem alligevel. Og nu er de så igen med som 2009-nyhed:

57651 Nahverkehrswagen 1./2. Klasse ABnrb704
57650 Nahverkehrswagen 2. Klasse Bnb719

Vognene bliver produceret til en fornuftig pris, så mon ikke det nok skal blive et stort hit?

Der gemmer sig en enkelt dansk vogn imellem nyhederne, en lukket vogn med bremsehus fra De Danske Spritfabrikker. Men den har ikke noget til fælles med noget forbillede, så der er tale om et rent fantasiprodukt.

Med artikelnummer 54566 kommer et nyoplag af selvtømmervognen litra Tds. Den har været i kataloget tidligere, men dengang fik jeg ikke fingre i den – nu kommer chancen igen. Jeg har i forvejen en stribe af Rocos Tdgs-vogne, så denne lidt kortere vogntype vil være en fin afveksling i et heltog af kali-vogne.
Ellers må jeg indrømme at jeg ikke er faldet over meget som jeg bare *må* eje…

Skriv en kommentar

Bilnyheder 2008

Ligesom der kommer nyheder fra modelbanefabrikanterne dukker der også bil-nyheder op her omkring Spielwarenmesse.

Fra Busch kommer 46850 Mercedes-Benz, W 123 Limousine »Standard«, 1977.

Hele Busch autokatalog kan i øvrigt fra deres hjemmeside og er bestemt et gennemsyn værd.

Brekina kommer med Opel Diplomat B (1975-1977), datidens topmodel, inklusive Metallic-Lakering og sort vinyltag, samt ekstra udvendige lygter. Jo, der var stil over det dengang.

Endvidere kommer Peugeot 504 (1968-1980). Jeg husker en fra “min vej” som havde sådan en i min barndom – en fin bil. Netop hjemvendt fra Afrika hvor de stadig anvendes som taxier i stor stil må jeg bestemt have sådan en i min samling.

Og så er der sidst men ikke mindst SAAB 96, den har været på programmet tidligere, men kommer i flere nye farver.

Skriv en kommentar

Herpa nyheder vinter/forår 2008

Fra Herpa kommer med artikelnummer 154208 et fint sæt med 3 Scania lastbiler: 124, 143 og 143 Streamline. Streamline-udgaven er godt nok lidt for ny til mig, men de to andre er mægtig fine.

Et andet herligt sæt er 54420, bestående af 3 MAN-lastbiler. De har en slående lighed med DSB”s lastvogne med det korte førerhus.

Skriv en kommentar

Modeljernbanenyheder 2008

Januar og februar måneder er traditionen tro tidspunktet, hvor de forskellige modelbanefabrikanter offentliggør det kommende års modelnyheder – op til legetøjsmessen i Nürnberg.

Igen i år kan nyheder og kataloger findes på nettet, så man som modelbaneinteresseret ret hurtigt kan danne sig et overblik over fristelserne. Men også min lokale modelbaneforhandler har allerede mange af prospekterne liggende klar til afhentning. Jeg vil i denne gennemgang koncentrere mig om materiel relevant for Danmark i epoke IV. Det er bemærkelsesværdigt så lidt epoke IV der kommer, men heldigvis markerer et par danske producenter sig positivt ved også at lave nyudviklinger hertil.

Brawa lavede jo en ny version af Köf-II rangertraktoren sidste år, men desværre har ingen endnu fundet på at lave en dansk privatbane-version heraf.

Der kommer en grøn Bundeswehr V22-rangertraktor, Privatbanen Sønderjylland overtog faktisk sådan et par maskiner i midten af 1990”erne, men de kom vist aldrig ud at køre, men henstod (henstår?) blot i Tønder.

Sidste år kom den meget flotte store lukkede DR-godsvogn, som i år kommer som det senere litra Gags (31 50 199 0 365-9). Disse vogne kom af og til med færgen fra Warnemünde til Gedser, så de vil sagtens kunne oprangeres i et godstog i Danmark.

Ellers har Brawa mest (flotte!) epoke II og III-modeller på programmet i år.

Fra Heljan kommer SJ T21 MaK-lok – af dette vil undervognen kunne bruges til en mængde tyske og danske privatbane-MaK”er fremover, hvis ellers Heljan formår at få en velkørende model ud af den. Det bliver spændende.

Der kommer nogle varianter af ABns og Bn-vognene, samt A, B og Bk-vogne. Desuden FAF Gklm-vogne i blå med det typiske store logo.

Hobbytrade kommer som bekendt med MT-diesellokomotivet, det har jeg ikke tidligere fået skrevet om på Havnebanen. I første omgang kommer den som grøn epoke III og rød/sort epoke V med ekstra “miljø”-skorsten; jeg håber på at den kommer som rød/sort også uden skorsten. Men fed, det bliver den at dømme efter billeder af handmuster i Hobbytrades katalog.

Og så kommer, synes jeg, en af årets absolutte højdepunkter: Den svenske Hbis / danske Hbikks / Nederlandske Hbis.
DSB købte i starten af 1990-erne en mængde brugte svenske Hbis-vogne til afløsning af Hims-vognene i den indenlandske stykgodstrafik. Vognene blev renoveret og oplakeret i hvid med rød skråstribe og “DSB Gods” logo. De 4 varianter som kommer fra Hobbytrade er lidt for moderne for mig, men den svenske variant skal jeg helt sikkert have fat i.

Der kommer to “ægte” epoke IV-vogne (33201 SJ Hbis 763 21 74 211 7 479-8 og 33202 SJ Hbis 763 21 74 225 3 698-7) samt lidt øvrige varianter.

Den hollandske Hbis 194 er skåret over samme læst i virkeligheden og kommer i mange varianter, både som brune og blå, med små og helt store logoer. Disse vogne var typiske i Danmark i 1980”erne og kørte blandt andet i fast trafik som rutevogne mellem papirfabrikken i Holeby og Stevnstrup i Nordjylland. I Hobbytrades katalog fremstår vognene som litra Hbis-t, men jeg har aldrig set dem som andet end litra Hbis, så jeg håber det er en fejl i kataloget. Af interessante vogne og sæt kan nævnes:
33302 godsvogns sæt
NS Hbis-t, blå, stort logo
NS Hbis-t, blå, lille logo
NS Hbis-t, blå, lille logo
33303 godsvogns sæt
NS Hbis-t, brun, stort logo
NS Hbis-t, brun, lille logo
NS Hbis-t, brun, lille logo
33304 godsvogns sæt
NS Hbis-t, brun, lille logo
NS Hbis-t, brun, lille logo
33305 enkelt godsvogn
NS Hbis-t, blå, lille logo
33306 enkelt godsvogn
NS Hbis-t, blå, lille logo

Silotankvognene litra Ucs har tidligere været annonceret af Togmodelle / Tog og tekno, men der har været stille om disse længe. Nu kommer Hobbytrade med nogle varianter heraf som privatvogne for “Vejle Dampmølle” og “Lumino”. Grundmodellen kan bruges til mange varianter, blandt andet også som “De Danske Sukkerfabrikker”, så forhåbentlig kommer der flere af disse modeller.

Endvidere kommer en Belgisk Gkklms-vogn, en lukket brun godsvogn. Hvis jeg ikke tager helt fejl gik disse vogne i Europ vognparken helt op i 1990-erne, dog er jeg ikke helt sikker på at det er samme type man vil lave her. Billederne i kataloget viser vist nogle museumsvogne, så litreringer fremgår ikke klart.

Roco har en bemalings-variant af DSB MY-lokomotivet på programmet, så vidt jeg kan se i nyhedskataloget er der tale om MY 1114, som var den sidste maskine som kørte i gammel bemaling. Så sæt et par underhængte sneplove på, så kan den køre på anlæg indtil 1985.

Den tyske Bpmz 291 kommer i en variant med indbyggede slutlys (45834) i beige/blå bemaling – lige klar til EuroCity togene årgang 1986.

Som ny-konstruktion kommer UIC-X vogne “Gruppe 53″, altså Am 202 , ABm 223, Bm 232. I første omgang kommer de i grønne og blå bemalinger, men lur mig om de ikke senere dukker op i beige/blå også. I forhold til de tidligere producerede “lange” personvogne (Am 205, ABm 225, Bm 235 og Dms 275) er bl.a. vinduesindelingen forskellig. Vogne af denne type og i denne bemaling kørte i hvert fald til midten af 1980-erne også i internationale tog i Danmark. Vogntypen har tidligere været lavet af Alphatrains, nu er formene vist overtaget af LS Models.

Blandt godsvognene er en del interessante genoptryk (DB Gbs 252 (46407), SNCB Gbs (66664), CFL Ks (66684) og en Sdgmns (66702) læsset med DB sættevogn). Der kommer en variant af DSB Rs-vognen læsset med rør, men desværre er der på billedet af den kommet forkerte bogier på (den bør have Y25-boggier).

Helt ny er DB og DR Eanos-vognen (66500 hhv. 66505), mon ikke man her har allieret sig med Klein Modellbahn, som har haft denne type på programmet i flere år (og som tidligere bl.a. har haft lavet Gos og Eaos-vogne til Roco).

I et par år har Roco haft billige byggesæt, hvor man selv skal samle vognene, på programmet. I år kommer nogle interessante vogne DB Gls 205 (66392) og ÖBB Gbs (66397). Fordelen ved byggesættene er bl.a. at det bliver nemmere at patinere og modificere vognene inden de sættes i drift på modelbanen.

Fra Rivarossi kommer italienske udgaver af Breuer-rangertraktoren “klædeskabet”, som nemt vil kunne fordanskes. Indrømmet – der kørte ikke Breuer-traktorer i regulær drift i 1980-erne andre steder end ved Pindstrup mosebrug – men det er en sød model alligevel.

Som helt ny model kommer DB Rmms fladvogn (HR 6047) og Remms (med sidevægge) (HR 6063).

Ellers har Rivarossi og Lima diverse ældre godsvognsmodeller i genoptryk, men der er mest tale om halvgamle og ikke specielt vel-detaljerede vogne.

Skriv en kommentar

Bilnyheder fra Herpa

Fra Herpa er lidt nostalgiske nyheder på vej, som passer godt til 1980”erne:

Porsche 928 kunne godt få mit drengehjerte til at banke lidt hurtigere dengang. I dag er bilen nok nærmest lidt komisk. Herpa 023580 / 033589 (Metallic).

Med Opel Recorden har man fundet en tussegammel støbeform fra 1979 frem, men dog moderniseret den lidt med ekstra maling. Opel Record var jo en stor bil dengang, næppe så udbredt som Ascona på vores breddegrader, men meget skæg alligevel. Herpa 023566 / 033565 (Metallic).

Opel Corsa var da den kom frem i 1982 Opels bud på en mini-bil. Herpa har valgt sportsudgaven SR, også et genoptryk af gamle støbeforme. Herpa 023559.

Skriv en kommentar

Roco DB Hbbikks-tt 306

Roco har udsendt deres katalog over efterårsnyheder 2006. Heriblandt kommer DSB”s MA-lyntog Sølvpilen, som den så ud efter renoveringen i starten af 1980”erne og indtil indførelsen af IC3.

Men også en forholdsvis uanselig godsvogn har tiltrukket mig sin interesse: Rocos model af DB Hbbikks-tt 306. Vogntypen kører fortsat i stor stil, også i Danmark. Den er interessant, fordi de blev bygget netop omkring “min epoke”, altså midten af 1980”erne, og allerede fra 1987 blev de omlitreret til den nuværende litra Hbbillns. Jeg har tidligere haft denne vogn med DB-AG logo, men har solgt den igen for at epoke-afgrænse min vognsamling. Og nu kommer den altså til at kunne fås med den “rigtige” påskrift.

Skriv en kommentar

Herpa Cessna 172

Herpa har hidtil udgivet flymodeller i mindre størrelser, men har netop påbegyndt en ny serie af mindre fly i størrelse 1:87. Min barndoms forkærlighed for fly fornægter sig ikke, så jeg må naturligvis have sådan en lille fætter, også selvom jeg ikke skal hen og bygge en lufthavn i H0! Helt skudt ved siden af bliver det ikke, Fugleflugtslinjen hen over Lolland passerer forholdvis tæt forbi Maribo flyveplads i Holeby.

Herpa-modellen er af en Cessna 172, kaldet Skyhawk, et af de mest kendte privatfly, kendetegnet ved at være højvinget. Siden typen blev introduceret i 1957 er der solgt 40.000 eksemplarer.

Jeg skal naturligvis have den ommalet så den får kendingsbogstaver “OY” og derved passer ind i det danske tema. Søgning på www.airliners.net giver mulighed for at finde billeder i massevis.

Skriv en kommentar

Brekina Volvo DUETT P 210

Brekina har lavet en fin model af Volvo DUETT P 210, en gammel bil fra 1950-60´erne, men som jeg kan huske fortsat kørte i min barndom i 1980´erne. Generelt har jeg vist en tendens til at falde for ældre biler til mit anlæg, men det skyldes nok også, at modelbil-fabrikanterne har det med at udgive biler fra epoke III, mens 1980´erne ikke er så “moderne”. Heldigvis kan man da altid forsvare sig med, at byen på anlægget er forholdvis fattig, og indbyggerne derfor ikke har råd til at købe nye biler hele tiden!

Men nu hvor jeg er ved det kunne det være interessant at finde en oversigt over de mest solgte biler 1980-1989, for at kunne lave et repræsentativt udvalg heraf. Det må komme en dag.

Nå, men tilbage til Volvo´en:
Brekina angiver, at typen er bygget 1953-1969, i et antal på ca. 90.000 styk. Modellen viser typen fra 1960. Den fås i rød, blå og grå.

Skriv en kommentar

Herpa Volvo P 1800 ES

For nogle måneder siden blev jeg opmærksom på dette herlige gamle køretøj i forbindelse med en reportage fra en biludstilling, hvor en ny Volvo-sportsvognsmodel viste klare referencer til dette gamle design. Især bagruden (som ikke ses på dette foto) er meget speciel. Nu er Herpa kommet med en smuk og detaljeret model af den.

Herpa H0 023504 PKW Volvo P 1800 ES
Herpa H0 033503 PKW Volvo P 1800 ES, metallic

Skriv en kommentar

ældre indlæg »
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.